Støtteerklæring til Kirkeasyl Foreningen til støtte for afviste irakiske asylansøgere bakker op om de asylsøgende irakere i Brorsons Kirke. Den danske regering bør sikre disse og de øvrige af de 282 afviste irakiske asylansøgere den beskyttelse, som de burde have haft for længst. Det er dybt forkasteligt, at Danmark har indgået en aftale med Irak om hjemsendelse af afviste irakiske asylansøgere. Siden december 2006 har FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) henstillet, at asylansøgere fra det centrale og sydlige Irak sikres beskyttelse – også selv om, de ikke opfylder kriterierne for at opnå asyl. Og den danske udlændingelov indeholder flere muligheder for at sikre de afviste irakiske asylansøgere en sådan beskyttelse. Alligevel har regeringen hårdnakket tilsidesat anbefalingerne fra FN’s flygtningeorganisation og ensidigt arbejdet for at indgå en aftale om tilbagesendelse af afviste irakiske asylansøgere. Regeringen har bevidst negligeret UNHCR’s henstillinger om ikke at tvangsudsende afviste irakiske asylansøgere til det centrale og sydlige Irak. Selv om UNHCR i begyndelsen af maj 2009 modererede retningslinjerne i forhold til Irak, bør den danske regering sikre de 282 afviste irakiske asylansøgere den beskyttelse, som de burde have haft for længst. Aftalen med Irak viser, at dansk asylpolitik er blevet blottet for enhver form for medmenneskelighed. Foreningen til støtte for afviste irakiske asylansøgere
|