Danmark skal kunne være sig selv bekendt

Åbent brev til regeringen, bragt i Politiken den 12. marts 2007 med Danmarks Radio som kilde:

Undertegnede hører til den del af den danske befolkning, der er glade for, at vi i Danmark har et repræsentativt demokrati, hvor der gennem valg findes frem til de personer, der skal varetage borgernes ve og vel. Individuelt kan vi fra tid til anden fremføre synspunkter og tanker, men vi optræder kun sjældent i flok og følge.

Når vi med denne henvendelse til landets styre og andre borgere gør en undtagelse, så er det, fordi vi føler, at vi i en bestemt sammenhæng har nået et punkt, hvor vi simpelthen ikke kan forholde os passive. Vi tænker på den gruppe af irakiske borgere, der har søgt asyl her i landet, men som har fået afslag på deres ansøgning af Flygtningenævnet. De er imidlertid blevet fanget i et uløseligt dilemma. Som afviste asylansøgere skulle de tage tilbage til deres hjemland, men dér raser der en krig, hvortil kun mennesker, der har mistet forstanden, bringer deres familier. Det bekræfter alle vidner, heriblandt de instanser i FN, der netop beskæftiger sig med disse forhold.

Vi er på det rene med, at Danmark ikke kan hjælpe alle de millioner af irakere, der må leve med denne krigstilstand. Det gælder næsten for ethvert initiativ til at hjælpe nødlidende ude i verden, at vi kun kan hjælpe en brøkdel af de berørte, men det berettiger ikke til, at vi afviser at gøre vores del. De ca. 600 irakere, som vi gør os til talsmænd og -kvinder for, har nu for de flestes vedkommende opholdt sig i landet i fem år eller mere. De er ligesom blevet 'vores' irakere. De har levet her under forhold, som ingen af os ville finde os i. De bliver simplethen straffet for ikke at tage ned til bombesprængninger og terror, der dræber helt tilfældigt og rammer sagesløse mennesker. Vi synes, at vi kan give et lille bidrag til at løse et af verdens utallige problemer, der i dette tilfælde er havnet uden for vores dør.

Der er tale om mindre end 10 personer per storkommune. De er givetvis villige til at love at blive loyale borgere. De er mere end villige til at lære dansk, og de længes efter at komme i arbejde og sende deres børn i skole. Vi er ikke bange for, at deres sag skal danne præcedens. Det er et så usædvanligt sammenfald af omstændigheder, at det kræver, at vi nu skrider til handling. Vi tør godt garantere de relevante myndigheder, at der vil være opbakning i befolkningen til en ordning, der vil give 'vores' irakere en ny start på en meningsfyldt tilværelse.

Så vil Danmark kunne være sig selv bekendt og samtidig sende et vigtigt signal til omverdenen!

Tilbage til oversigt