Bevidst svækket og passiviseret længere end Anden Verdenskrig Advokat Helge Nørrung, der er medlem af bestyrelsen for Foreningen af Udlændingeretsadvokater, sendte den 23. maj følgende brev til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech:
Til Integrationsministeren - og hvem det ellers måtte vedrøre. Bevidst svækket og passiviseret længere end Anden Verdenskrig Her er otte gode grunde til at de afviste irakere ikke "bare kan rejse hjem", set fra en asyladvokat, som kender mange af dem: De fleste af dem flygtede fra Saddams regime, og selvom de ikke i dag bedømmes individuelt forfulgt af myndighederne, er mange af dem bange for at returnere på grund af hævnrisiko fra tidligere medlemmer af regimet, som nu deltager i terrormilitser, eller på grund af klanfejder. Hele landet blev bragt i en betydelig større sikkerhedsmæssig krise ved den amerikansk ledede koalitions indtog i 2003 - med Danmarks deltagelse - hvorfor de også har valgt at blive af rent sikkerhedsmæssige grunde, for sig selv og deres børn. FN's flygtningeafdeling UNHCR advarede allerede 1. september 2004 klart nationerne om IKKE at lægge pres på irakere til at vende tilbage på grund af den farlige situation. Danmark gjorde det modsatte - vi lagde stort pres og stressede flygtningene rundt på forskellige asylcentre, fratog dem lommepenge, pressede dem via "madkasseordninger" eller "cafeteriatvang", således at deres muligheder for at bevare de små netværk de opbyggede i Danmark blev brudt, og så et normalt familieliv blev vanskeliggjort. UNHCR udsendte den 18. december 2006 en direkte opfordring til nationerne om at give alle irakere fra det centrale og sydlige Irak asyl eller en anden form for beskyttelse. Også dette sad Danmark overhørig og fortsatte med at stresse de irakiske familier, så mange af dem blev syge. Vi kunne i stedet have fulgt opfordringen og som minimum givet dem midlertidig opholdstilladelse et år ad gangen. Vi kunne samtidig have sagt ja tak til deres store ønske om at gøre lidt gavn her, hvor de er havnet, ved at give dem lov at arbejde - alle de år, hvor der i øvrigt var mangel på arbejdskraft. Og vi kunne langt tidligere have givet deres børn normal skolegang i overensstemmelse med Børnekonventionens krav. Fortsat passivisering og marginalisering svækkede og sygeliggjorde Danmarks irakere i en periode længere end anden verdenskrig, for nogle faktisk længere end første og anden verdenskrig tilsammen. En ukristelig måde at behandle fremmede på, som ikke selv er skyld i at der var en Saddam eller at der var en koalition, som medførte terror. I samme periode skete ustandselig stramning af reglerne i udlændingeloven, også vedr. Flygtningenævnet, som blev indskrænket fra fem til tre medlemmer, idet blandt andet medlemmet fra Dansk Flygtningehjælp blev afskåret. Og international kritik af, at den samme myndighed, som afgør asylsagen i første instans, via Integrationsministeriet er repræsenteret i anden instans, prellede også af. Alligevel har Flygtningenævnets enkelte medlemmer gjort deres bedste, men formentlig følt sig bundet af det politiske pres til en meget stram fortolkning af FN's flygtningekonvention, især kravet om konkret og individuel forfølgelse, modsat forfølgelsesrisiko som gruppe eller som almindelig krigsflygtning. Og vi har stadig ikke adgang til egentlig domstolsprøvelse af Flygtningenævnets afgørelser, hvilket ellers er normalt med alle mulige andre nævn. Og der er stadig ikke nogen form for uddannelseskrav til de tolke, der benyttes af Udlændingeservice eller nævnet. Vores behandling med at stresse og passivisere irakerne har svækket deres muligheder for at vende hjem og opbygge deres land. Derfor har vi moralsk pligt til at lade dem blive her, hvor deres børn er vokset op, og hvor de heldigvis er mødt med forståelse fra store befolkningsgrupper, som med stigende undren har set regeringen lade et ekstremistisk parti få alt, hvad de ønsker på udlændingeområdet, for at få lov til at beholde magten. 23. maj 2009
|