Vil Venstre give irakerne opholdstilladelse? Kommentar til Anders Fogh Rasmussens udtalelser om at lave en bred asyl-aftale efter valget. Af Bent Dahl Jensen Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde i en valgudsendelse på DR1 torsdag aften, at han efter valget vil søge at opnå en flerårig aftale om asylpolitikken. Han afviste dog forslaget om, at asylansøgere skal have mulighed for at arbejde. Hvis Foghs udtalelse er udtryk for, at Venstre nu er parat til at bryde med Dansk Folkepartis vetoret over dansk asylpolitik, så er det en glædelig udmelding. Det afgørende er dog ikke asylaftalens bredde, men derimod indholdet i den asylpolitik, der skal føres. Her er udmeldingerne ikke særligt klare. Er Foghs åbning udtryk for, at Venstre nu vil følge henstillinger fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) om ikke at tilbagesende flygtninge til lande, hvor sikkerhedsforholdene er så ustabile, at myndighederne ikke kan garantere for borgernes sikkerhed? Hidtil har Venstre afvist at følge UNHCR’s klare henstillinger om at give opholdstilladelse til irakiske flygtninge, og derfor er glædeligt, hvis Venstre er ved at ændre kurs. Indtil for få måneder siden har vi stået i den groteske situation, at Danmark med den ene hånd førte krig i Irak og med den anden forsøgte at tvinge irakiske flygtninge tilbage til de kaotiske forhold, krigen har efterladt Irak i – med drab, kidnapninger, etnisk udrensning m.v. til følge. Som deltager i Irak-krigen har Danmark et ansvar for, at Irak er havnet i dette morads. Derfor har Danmark også et moralsk ansvar for at behandle de irakere, der er flygtet fra den herskende usikkerhed – eller ikke tør vende tilbage til den – på en anstændig og menneskelig måde. Det er i den givne situation at følge UNHCR’s henstillinger om at give dem opholdstilladelse i Danmark. Vil Venstre med Fogh i spidsen være med til det?
Bent Dahl Jensen er journalist og medlem af initiativgruppens bestyrelse |