Demonstration mod regeringens umenneskelige asylpolitikMedlemmer fra asyl- og flygtninge-sympatiserende organisationer og græsrødder og enkeltpersoner holdt lørdag den 10. november en demonstration i København under parolen: Stem menneskeligheden ind i Folketinget,gør op med regeringens umenneskelige asylpolitik! Demonstrationen var arrangeret af Initiativgruppen til støtte for afviste irakiske asylansøgere, som på løbesedler nævnte eksempler på nogle af de umenneskelige stramninger, VK-regeringen og dens støtteparti har gennemført på udlændingeområdet . ● I oktober 2007 offentliggjorde Ugeskrift for Læger en undersøgelse, der viser, at hver tredje af de 246 undersøgte asylbørn i alderen 4-16 år har en eller flere psykiske lidelser. ● I slutningen af oktober 2007 fastslog flere udenlandske eksperter på en høring på Christiansborg, at Danmarks behandling af asylansøgerne og specielt børnene på en række punkter er i strid med bogstav og ånd i FN’s Børnekonvention, som Danmark undertegnede i 1991. ● VKO-partierne har gentagne gange afvist at følge klare henstillinger fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) om at give opholdstilladelse til irakiske flygtninge – også selv om de ikke opfylder betingelserne for at få asyl. ● Flere hundrede afviste irakiske asylansøgere har nu siddet op til fem, seks og syv år i asylcentre i en stadig uvished og frygt for at blive sendt tilbage til deres krigshærgede hjemland, hvor andre tilbagevendte asylansøgere er blevet kidnappet, og hvor man risikerer at blive offer for etnisk udrensning og sekterisk vold. ”Det er ikke anstændigt af et velfærdssamfund at behandle mennesker så uværdigt. Stem derfor på et parti, der vil gøre op med regeringens umenneskelige asylpolitik,” lød opfordringen fra arrangørerne af demonstrationen. Demonstrationen fulgte følgende rute: Rådhuspladsen, Vester Voldgade, Stormgade, Vindebrogade, Holmens Kanal, Kongens Nytorv, Gothersgade, Nørre Voldgade, Vester Voldgade, Rådhuspladsen. Billeder fra demonstrationen
|
||||||||||||||||||||||||||||||