Irakiske flygtninge i Danmark visner

"Disse mennesker bliver efterhånden dårligere og dårligere," siger overlæge i psykiatri, der har været tilknyttet Sandholmlejren ved  Hillerød i ca. 15 år

Af Leif O. Dahl

Flygtningene fra Irak visner i de danske flygtningelejre. Næsten alle de godt 500 er ankommet for ca. fem år siden. De kom med  forfølgelse, fængsling og tortur i bagagen; men var lykkelige, da de nåede Danmarks grænser. I dag lever de i flygtningelejre, demoraliserede af et udsigtsløst liv, uønskede i Danmark.

Det siger Christian Nørregaard, overlæge i psykiatri, der har været tilknyttet Sandholmlejren ved  Hillerød i ca. 15 år, og generelt optaget af flygtninge: "Glæden ved at være reddet, falmer hurtigt og de posttraumatiske problemer melder sig, med natlige drømme og pludselig genoplevelse af tortur om dagen, hvilket er et normalt reaktionsmønster, når man har voldsomme oplevelser bag sig."

"Oven i alt dette kommer så det traumatiske at vente i stor usikkerhed. Det slider både psykisk og fysisk. Disse mennesker bliver efterhånden dårligere og dårligere."

"Denne beskrivelse svarer i øvrigt til de erfaringer, man gjorde efter Anden Verdenskrig med de tidligere fanger fra kz-lejrene. De fik senere i livet flere sygdomme end andre. At leve i udsigtsløs venten og usikkerhed tærer også på kroppen. Flygtningene visner bort, bl.a. på grund af de smerter, vi påfører dem."

Bekvemmelighed

"Flygtningene fra Irak er ikke bekvemmelighedsflygtninge. Jeg har både været i Irak og i kontakt med mange fra Sandholmlejren. Men de findes da, bekvemmelighedsflygtningene. Især har der været tale om folk fra Østlandene. Dog ikke dem alle."

"Der siger at være 60 millioner flygtninge i verden. Dem kan Danmark naturligvis ikke hjælpe med vore begrænsede midler. Men i Irak er vores militære tilstedeværelse medvirkende til at generere en voldsom ustabilitet. Derfor kan Danmark ikke fastholde, at det er sikkert at rejse "hjem" til et land i
borgerkrig."

"Flygtningene trives ikke her, og om de kan tage hjem på et senere tidspunkt, afhænger i høj grad om de stadig har et netværk i Irak. Men det er der ikke mange, der har mere: Endvidere er der mange der ikke tør tage hjem, fordi det vækker minderne om tortur. Endelig er der nogle, der vil blive, fordi deres børn er blevet danske."

"Hvad vi bør gøre, er i hvert fald at behandle de mennesker ordentligt, der på denne baggrund, er havnet  i Danmark . Og med ordentligt, mener jeg på en måde, så vi bagefter kan se både hinanden og dem i øjnene. Der er ingen nemme løsninger. Jeg tror ikke, at bedre boligforhold i lejrene eller mere psykiatrisk eller psykologisk behandling, vil ændre noget væsentligt for disse mennesker. De er så gennemgribende bange og forpinte, at resten af deres liv vil være præget af denne angst."

"Det bedste vi kan gøre, er at genskabe en oplevelse af sikkerhed og tro på menneskene og livet. I øjeblikket er vi i gang med at ødelægge livet for en række asylansøgere og deres børn. Hvem, der kan blive her i landet, er i sidste ende en politisk beslutning."

Tilbage til oversigt