Brev til partiformænd
Kære statsminister Anders Fogh Rasmussen Der sidder i dag mellem 500 og 600 afviste irakiske asylansøgere i asylcentre i Danmark. De har gennemsnitligt opholdt sig på centrene i 5 år. For irakerne – børnefamilier, enker og gamle mennesker – tør ikke vende tilbage til et Irak, hvor vold, drab og risiko for vilkårlige tilbageholdelser og tortur er en uhyggelig del af dagligdage. De irakiske myndigheder nægter at modtage irakere, der sendes tvangsmæssigt tilbage. Alligevel insisterer Danmark på, at disse mennesker skal sendes tilbage – og at de skal blive boende i asylcentrene, indtil de kan udsendes. Det betyder, at de visner hen uden mulighed for at kunne arbejde og videreuddanne sig – og uden mulighed for, at børnene kan komme i gang med en uddannelse, når de er færdige med grundskolen. De afviste irakeres uholdbare situation blev tydeligt stillet til skue i det indslag, der i søndag aften blev vist i 21 Søndag på DR1, hvor man fortalte historien om Abdul Karim, der valgte efter lang tids pres i form af ”motivationsfremmende foranstaltninger” at rejse frivilligt tilbage til Irak. Her blev han kidnappet og holdt i fangenskab, indtil hans slægtninge i udlandet havde formået at samle 15.000 dollars (over 80.000 kroner), som var det beløb kidnapperne krævede i løsesum. Dette aktuelle eksempel viser, hvor rystende det er, at Danmark ikke lever op til de anbefalinger, FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) kom med i december 2006 om at give irakiske asylansøgere beskyttelse. Vi opfordrer derfor dig og dit parti til at gribe ind og sikre, at de afviste irakiske asylansøgere nu får en opholdstilladelse, som anbefalet af UNHCR, så disse mennesker kan få en meningsfyldt tilværelse med mulighed for at arbejde og uddanne sig uden for asylcentrene, som ikke er beregnet til langvarige ophold. Vi vil samtidig invitere til et arrangement på Rådhuspladsen i København lørdag den 21. april kl.12, hvor en række kendte kunstnere stiller op for at støtte vores irakere. Her optræder Die Dumme Dänen, Jesper Klein, Kenn Lending, Lone Hertz, Nanna Lüders, Niels Hausgaard, Therese Glahn, Tobias Trier og Tom McEwan med Lars Bom som konferencier. Du kan læse mere i vedlagte støtteerklæring og på hjemmesiden www.afvisteirakere.dk
Med venlig hilsen På initiativgruppens vegne Ruben Engelhardt, koordinator, mobil: 28 72 12 64
|