Midlertidige tilskudsordninger Siden 2003 og frem til marts 2009 er 399 irakiske statsborgere (asylansøgere) rejst tilbage til Irak med økonomisk tilskud fra den danske stat Af Bent Dahl Jensen De danske myndigheder har ad flere omgange – i 2003, 2005 og 2007 – søgt at gøre det ekstra tillokkende for irakiske asylansøgere at vende tilbage til deres hjemland ved at tilbyde dem et økonomisk tilskud, hvis de frivilligt rejser tilbage til deres hjemland. Den 21. maj 2003 vedtog Folketingets finansudvalg en midlertidig ordning om en særlig økonomisk støtte til irakiske statsborgere, der frivilligt rejste tilbage til Irak. Efter ordningen kunne voksne over 18 år få 18.000 kroner og personer under 18 år kunne få 6.000 kroner, hvis de vendte frivilligt tilbage til Irak. Ordningen udløb den 1. april 2004. 333 irakiske statsborgere tog imod tilbuddet og er rejst til Irak. Den 19. januar 2005 blev der vedtaget en ny midlertidig ordning om økonomisk støtte til irakiske statsborgere, der ville vende frivilligt tilbage til Irak. Voksne over 18 år kunne, hvis de tilmeldte sig inden 1. marts 2005, få 17.000 kroner. Beløbet faldt gradvis til 13.000 kroner efter nærmere angivne frister. For personer 18 år var beløbet på 5.000 kroner. I begge tilfælde var maksimum-beløbet 1.000 kroner lavere end efter 2003-ordningen. Fristen for at tilmelde sig den midlertidige støtteordning er udløbet. Inden fristens udløb søgte 79 irakiske statsborgere om at blive omfattet af ordningen. Pr. 29 juli 2006 var 41 af dem rejst tilbage til Irak, mens 38 personer ikke rejste og ikke længere er omfattet af ordningen. Den 6. juni 2007 blev der indført en kontraktordning for afviste asylansøgere, som vil samarbejde om at rejse frivilligt tilbage til Irak. Ifølge Rigspolitiets Udlændingeafdeling var 25 personer pr. 31. marts 2009 udrejst som følge af ordningen - 14 til Nordirak og 11 til det øvrige Irak. Yderligere 15 personer er tilmeldt ordningen. Det er ikke længere muligt at tilmelde sig ordningen. Det betyder, at 399 irakiske statsborgere (asylansøgere) frem til marts 2009 har benyttet sig af muligheden for at rejse tilbage til Irak med økonomisk tilskud, som følge af de forskellige af de forskellige "motivationsfremmende foranstaltninger", regeringen har gennemført. Yderligere 15 ventes at rejse tilbage til Irak med økonomisk tilskud som følge af disse ordninger.
Kilder:
Læs mere > Hvad er der sket med
de afviste irakiske asylansøgere
|