Artiklen er skrevet den 10. maj 2010
- og senest redigeret den 12. maj 2010

Familier splittes ved tvangsudsendelser til Irak

Et kritisk tilbageblik på Danmarks et år gamle aftale med Irak om hjemsendelse af afviste asylansøgere

Af Bent Dahl Jensen

Fredag den 23. april tvangsudsendte Danmark Omaid. Han er en af de afviste irakiske asylansøgere, som har siddet mange år i danske asylcentre. Omaid søgte asyl i 2000, men fik afslag. Han blev i Danmark gift med en herboende irakisk kvinde. Sammen har de et barn på halvandet år, og konen er gravid og venter parrets andet barn til sommer.

Selv om Danmark med tvangsudsendelsen splitter en familie ad, har sagen ikke fået megen omtale i de landsdækkende nyhedsmedier.

Det er anden gang på mindre end en måned, at medierne kunne have bragt historien: ”Afvist iraker med kone og barn i Danmark tvangsudsendt til Irak”. Men i ingen af tilfældene fandt denne historie vej til de landsdækkende avisers spalter eller til de elektroniske medier, selv om Danmark med disse tvangsudsendelser handler i modstrid med bl.a. Børnekonventionens artikel 9, som forpligter staten til at ”sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelse er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv.”

Det har i de konkrete sager ikke været nødvendigt ”af hensyn til barnets tarv” at tvangsudsende børnenes fædre til Irak. Tværtimod. Det ville have været til gavn for de herboende børn og børnenes mødre, at deres mænd var blevet her, så de sammen kunne tage sig af familiens trivsel.

Hvorfor skaber den slags umenneskelige handlinger ikke større opmærksomhed?

Regeringen vil ikke følge FN-anbefalinger
Skyldes det, at der er ved at brede sig en ligegyldighed over for de afviste irakiske asylansøgere – og måske asylpolitik i det hele taget – i befolkningen? Måske. Det er i hvert fald interessant at bemærke, at en opinionsundersøgelse (foretaget af analyseinstituttet Interresearch) sidste sommer viste, at to ud af tre danskere mener, at Danmark skal følge FN’s anbefalinger og undlade at sende flygtninge tilbage til usikre områder. For det er jo den stik modsatte holdning, der har præget VK-regeringens asylpolitik frem til i dag.

FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har i de seneste løbende udsendt retningslinjer om behandlingen af ansøgninger fra irakiske asylansøgere. I en lang periode henstillede UNHCR, at asylansøgere fra det centrale og sydlige Irak fik asyl i henhold til Flygtningekonventionens bestemmelser – og at landene ikke sendte afviste irakiske asylansøgere tilbage til disse områder i Irak. Efter at det er blevet mere sikkert i visse dele af Irak, er disse henstillinger reduceret til at omfatte frem provinser i den centrale del af Irak, herunder hovedstaden Bagdad.

Skiftende integrationsministre har dog håndnakket afvist at følge anbefalingerne fra FN’s flygtningeorganisation. VK-regeringen har ikke ønsket at yde disse flygtninge opholdstilladelse, som de ifølge UNHCR burde have. Utallige gange har vi hørt ministre og andre politikere fra regeringspartierne sige: ”Flygtningenævnet har efter en meget grundig sagsbehandling fastslået, at de pågældende asylansøgere ikke opfylder betingelserne for at få flygtningestatus i Danmark og kan hjemsendes.” ”Det er altså urigtigt, når … hævder, at jeg bare kan give en humanitær opholdstilladelse. Det kan jeg ikke, og jeg vil ikke tage skridt til at ændre praksis eller lov for at indføre den uretfærdighed, at de, der sætter sig ud over loven, skal belønnes.” (Begge citater stammer fra udtalelser af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i 2009.)

Lignende udtalelser er fremsat så mange gange, at de efterhånden gengives nærmest bevidstløst af medierne, uden at der stilles dybdeborende, kritiske spørgsmål. Juridiske eksperter i asyl- og udlændingeret har tilkendegivet, at integrationsministeren med udlændingeloven i hånden har mulighed for at efterkomme UNHCR’s henstillinger og give ophold til de afviste irakiske asylansøgere, der ikke bør sendes tilbage til farlige og usikre områder i Irak. Men disse eksperter er stort set fraværende blandt de kilder, der citeres af nyhedsmedierne. Derved får vi en meget ensidig nyhedsdækning og vi fratages som vælgere en reel mulighed for at forholde os til de faktiske kendsgerninger på området.

Resultatet er, at man ved samtaler kan møde en til tider meget fjendtlig stemning over for afviste irakiske asylansøgere. ”De kan jo bare rejse hjem, for de har jo fået deres sag afgjort,” lyder det igen og igen.

Ja, de har fået deres asylsag afgjort. Men de er ikke blevet tilbudt den opholdstilladelse, de burde have haft – og som de kunne have fået. For integrationsministeren og det politiske flertal i Folketinget har rige muligheder for at efterkomme UNHCR’s henstillinger. Det kan ske ved at give dem opholdstilladelse af humanitære eller andre særlige grunde – og den slags sager afgøres af Integrationsministeriet og Udlændingeservice. Derfor er det alene op til ministeren og hendes politiske bagland at udnytte mulighederne. Problemet er blot, at de ikke vil benytte disse muligheder.

Desværre har de samme politikere haft held til at fremstille sagen, som om de ikke kan hjælpe irakere. Jo, det kan de, hvis de vil – men de vil ikke. Men det er sjældent, vi hører den historie i medierne.

Store anstrengelser for at få tilbagetagelsesaftale med Irak
Men ikke nok med, at regeringen nægter at sikre afviste irakiske asylansøgere opholdstilladelse, indtil det bliver sikkert at vende tilbage til deres hjemland. Så har regeringen tilmed i mange år arbejdet ihærdigt på at indgå en aftale med Irak, som ville gøre det muligt at sende afviste asylansøgere tilbage til Irak. Det var endnu et skridt, hvor regeringen har handlet i modstrid med UNHCR’s henstillinger om ikke at sende afviste irakiske asylansøgere tilbage til bestemte dele af Irak.

Den 13. maj 2009 gav regeringens anstrengelser resultat. Da underskrev Danmark og Irak en aftale om tilbagesendelse af irakiske asylansøgere til Irak. Den aftale kan der fortsat stilles mange kritiske spørgsmål til.

I aftalens artikel 1 står der, at målet er ”at fastlægge grundlaget for en velkoordineret, faseindledt og human proces for at hjælpe irakere i Danmark med at vende tilbage til Irak. Tilbagevenden skal primært ske frivilligt og under hensyntagen til forholdene i Irak og vigtigheden af en sikker, værdig og bæredygtig tilbagevenden.”

I den næste artikel nævnes fire grupper irakere, der omfattet af aftalen.

1) Flygtninge, som har fået asyl og permanent ophold i Danmark, men som frivilligt ønsker at vende tilbage til Irak.

2) Asylansøgere, der ikke har fået deres sag afgjort, men som frivilligt vælger at rejse til Irak.

3) Afviste asylansøgere, der frivilligt vælger at rejse til Irak.

4) Afviste asylansøgere, som ikke vil rejse tilbage til Irak. De kan tvangshjemsendes, og det skal ifølge aftalen ”foregå gradvist, under ordnede forhold, og humant.”

Økonomiske støtteordninger blev ophævet dagen efter
Aftalen indeholder også et bilag, som først blev offentliggjort i forbindelse med offentliggørelsen af den danske oversættelse af aftalen den 17. august 2009 (godt tre måneder efter aftalens indgåelse). Det første punkt i bilaget er en redegørelse for den ordning, der var gældende på det tidspunkt, hvor aftalen blev underskrevet, om økonomisk og anden støtte til afviste irakiske asylansøgere, som frivilligt vælger at rejse til Irak. (Støtteordningen var en af de såkaldt ”motivationsfremmende foranstaltninger”, regeringen satte i værk for at få irakiske asylansøgere til at rejse frivilligt tilbage til deres krigshærgede land.)

Der står som indledning til bilaget, at bilaget udgør en integreret del af aftalen. Men der står ikke noget om, at støtteordningen skal ophøre i samme øjeblik, aftalen underskrives.

Dagen efter, at hjemsendelsesaftalen blev underskrevet i Bagdad, blev støtteordningen ophævet af Integrationsministeriet. Ministeriet siger, at det var velkendt, at ordningen ville ophøre, når det blev muligt at tvangsudsende afviste irakiske asylansøgere til Irak. Men spørgsmålet er, om det også blev gjort klart for de irakiske forhandlere, at ordningen ville ophøre, når de havde sat deres underskrift på aftalen? Desværre er der ikke mange journalister, der har fundet det ulejligheden værd at konfrontere ministeren med dette spørgsmål. For spørgsmålet er jo i virkeligheden, om Irak har underskrevet aftalen under falske præmisser. Havde Irak en begrundet forventning om, at støtteordningen ville fortsætte uændret?

Der er desværre heller ikke ofret mange spaltemillimeter på at undersøge, om de tvangsudsendelser, der har fundet sted, har levet op til aftalens bestemmelse om, at de skal foregå humant og under ordnede forhold. F.eks. kan man spørge, om det er humant at tvangsudsende fædre, som må efterlade kone og børn i Danmark?

Mindst 54 irakere tvangsudsendt - 65 % til usikre provinser
Frem til udgangen af april 2010 har Danmark tvangsudsendt mindst 54 afviste irakiske asylansøgere i henhold til hjemsendelsesaftalen. Langt hovedparten af de tvangsudsendte kommer fra provinser, hvortil man ifølge UNHCR ikke bør tvangsudsende afviste irakiske asylansøgere. UNHCR har i et responsum til hjemsendelsesaftalen kritiseret, at aftalen ikke tager højde for, at man ikke bør tvangsudsende afviste irakere til følgende fem provinser: Bagdad, Salah Al-Din, Diyala, Ninawa (Mosul) og At Ta'mim (Kirkuk).

Ikke desto mindre er det netop det, Danmark har gjort i stor stil. Mindst 35 af de 54 (64,8 procent) afviste irakere kommer fra en af disse usikre og farlige provinser i det centrale Irak. (Der foreligger pt. ikke oplysninger om to af de udsendte irakere.)

Siden den 13. maj 2009 og frem til den 11. maj 2010 er mindst 1.739 mennesker blevet dræbt og mindst 5.157 mennesker blevet såret ved bombeangreb og anden vold i Irak. Mellem 75 og 80 procent af ofrene for disse voldshandlinger befinder sig i de fem usikre provinser.

Retsprincipper sat ud af kraft
Endnu et dystert kapitel i Irak-tragedien udspillede sig i august 2009, hvor en irakisk delegation kom til Danmark for at afhøre nogle af de afviste irakere. Det viste sig nemlig, at Irak afviste mange af de irakere, som Danmark ønskede at hjemsende, fordi der var tvivl om deres identitet. Derfor blev en irakisk delegation inviteret herop for at afhøre de pågældende, så deres identitet kunne fastslås.

Afhøringerne af 35 mennesker fandt sted, uden at de pågældende – med et par undtagelser – fik lov til at have en advokat eller anden bisidder med til afhøringerne. Det kom frem, at Rigspolitiet havde givet efter for dette krav fra delegationens side. Det kom også frem, at flere af de afhørte følte sig truet af den irakiske delegation.

Dette svigt af almindeligt gældende retsprincipper i Danmark fik en del omtale i dagene omkring afhøringerne. Men det fundamentale brud, der var tale om i forhold til borgernes retssikkerhed, har mig bekendt aldrig fået konsekvenser for dem, som var ansvarlige for disse brud. Hvordan kan et sådant magtmisbrug finde sted, uden at det i sidste ende får følger? Hvordan kan et politisk flertal se igennem fingre med så fundamentale brud på almindelige retsprincipper? Hvordan kan en sådan magtarrogance få lov til at udfolde sig i et demokratisk samfund med ytringsfrihed og en fri presse? Ville den have reageret med samme ligegyldighed, hvis de 35 mennesker, det gik ud over, havde været danskere og ikke afviste irakiske asylansøgere?

Økonomisk bistand som modydelse for hjemsendelsesaftale
I hjemsendelsesaftalens artikel 11 står der, at Danmark fortsat vil ”være positiv over for at yde støtte til genopbygnings- og rehabiliteringsprojekter for at gøre det lettere for tilbagevendte irakere på ny at skaffe sig forsørgelsesmuligheder i Irak”. Der bliver hverken i aftalen eller bilaget sat beløb på denne støtte, og der oplyses ikke nærmere om projekterne.

Men kort tid efter, at hjemsendelsesaftalen blev indgået, kom det frem, at Danmark under forhandlingerne om aftalen havde koblet aftalen sammen med Danmarks bistand til Irak. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech besvarede den 25. maj 2009 et spørgsmål fra folketingsmedlem Johanne Schmidt Nielsen, Enhedslisten, således: ”Som det fremgår af regeringsgrundlaget fra november 2007, vil regeringen styrke og konsoliderede genopbygningsindsatsen i Irak i 2008-2010 ved at afsætte yderligere 100 mio. kroner. Regeringen har i drøftelser med irakiske myndigheder gjort klart, at en tilbagetagelsesaftale er et vigtigt element i det samlede dansk-irakiske forhold, herunder også fortsættelse af bistandssamarbejdet.”

Politiken oplyste videre den 28. maj 2009, at Dansk Folkeparti forsinkede en bistand på 80 mio. kroner til Irak for at presse den irakiske regering til at indgå en tilbagetagelsesaftale med Irak.

Dagen efter – den 30. maj 2009 – oplyste Kristeligt Dagblad, at Danmark er parat til at eftergive Iraks gæld på 75 mio. kroner til Danmark som led i aftalen om tilbagetagelse af afviste irakiske asylansøgere.

Kan den økonomiske støtte og eftergivelsen af gælden være grunden til, at Irak ikke har ophævet hjemsendelsesaftalen eller ønsket den genforhandlet, som om ledende irakiske politikere flere gange har kritiseret tvangshjemsendelsen af afviste irakiske asylansøgere?

Så længe aftalen står ved magt, risikerer vi, at danske myndigheder splitter endnu flere familier ved at tvangsudsende mænd, der må efterlade kone og børn i Danmark, selv om vi har lovet irakerne, at hjemsendelserne skal foregå humant.