Flere end 100 præster skriver under på appel Flere end 100 præster fra Folkekirken og frikirkerne har nu skrevet under på støtteerklæringen for de irakiske asylansøgere og appel til integrationsministeren.
Støtteerklæring De 282 afviste irakiske asylansøgere er i akut fare, efter at den danske stat ved økonomisk pression har truet Irak til at acceptere en modtagelsesaftale. De 282 er selv skyld i deres situation, påstås det. De kunne være rejst hjem frivilligt, hævdes det. De afviste irakiske asylansøgere er ikke skyld i situationen i Irak. De har ikke bidraget til urolighederne i deres land. Ministeren skulle for længst have løst problemerne for de tilbageværende asylansøgere fra Irak ved at tildele humanitært ophold i en erkendelse af, at krigen mod Irak har forværret problemerne i landet, og for ikke at tabe endnu en generation på gulvet, nemlig de børn, der enten slet ikke kender Irak eller kun har et meget sporadisk kendskab til landet. Det er sent nu, men det er ikke for sent at handle anstændigt. I den tilspidsede situation har 60 irakere søgt beskyttelse i Brorsons Kirke. Følgende præster støtter hermed Præsteinitiativets appel til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech om at give humanitært ophold til de herboende afviste irakiske asylansøgere indtil situationen i Irak er blevet så rolig, så en tilbagerejse kan være et reelt og frivilligt valg. Knud Erik Lægsgaard, Mariager og over 100 flere præster fra Folkekirken og frikirkerne.
|