SOS mod Racisme fordømmer tvangsudsendelserne af irakere til Bagdad Foreningen SOS mod Racisme fordømmer i en pressemeddelelse den 26. juni 2009 tvangsudsendelsen af seks irakere til Bagdad dagen i forvejen. I pressemeddelelsen skriver SOS mod Racisme: Tvangsudsendelserne til Irak d. 25. juni 2009 er en overtrædelse af FNs konvention mod tortur, af FNs flygtningekonvention og af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Samtidig sker tvangsudsendelserne i modstrid med UNHCRs retningslinier og trods direkte advarsler fra UNHCR, og uden at sagerne har været prøvet for nogen retlig instans i Danmark. Vi vil derfor indtrængende opfordre regeringen til omgående at standse tvangsudsendelserne, og give de tvangsudsendte hjemrejse til Danmark, hvor de bør have asyl nu! Samtidig vil vi indstændigt opfordre alle ansatte i politiet til at følge deres samvittighed og nægte at deltage i tvangshjemsendelser, idet de ellers indirekte kan medvirke til tortur. Vi vil gøre opmærksom på, at tortur er en forbrydelse mod menneskeheden, og at det aldrig er tilladt eller undskyldeligt at medvirke i, uanset om det sker efter ordre. Vicerigspolitichefen hævder i et interview med Politiken, at asylansøgerne har fået prøvet deres sag ved flere retlige instanser. Dette er en lodret løgn; Flygtningenævnet er et administrativt organ, og det er ikke muligt at appellere dets afgørelser til en domstol eller til Ombudsmanden. Havde vi fulgt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er "fuldt implementeret" dvs. den skal gælde ligesom en dansk lov i Danmark, eller havde vi fulgt UNHCRs anbefalinger, havde alle irakere fra det centrale eller sydlige Irak fået asyl eller opholdstilladelse af beskyttelsesårsager for flere år siden. Vi tager kraftigt afstand fra Vicerigspolitichefens politiske propaganda om, at NGO'er skulle tage de afviste asylansøgere som gidsler. Det er derimod regeringen og folketingsflertallet, der tager asylansøgerne som gidsler, for at undgå, at der kommer flere asylansøgere til Danmark! Den dansk-irakiske hjemsendelsesaftale er utroværdig og et resultat af en uværdig menneskehandel. Regeringen og Dansk Folkeparti fører en ekstrem asylpolitik. Danmark afviser at give asyl til forfulgte - også til folk, der har været udsat for tortur. Og Danmark stresser i årevis asylansøgere med de såkaldt "motivationsfremmende foranstaltninger" for at få dem til at skrive under på, at de "frivilligt" vil tilbagesendes. Også selv om det ikke virker efter hensigten, og selv om man ved, at de fleste asylansøgere derved nedbrydes psykisk og fysisk. Og også selv om der bliver ved med at komme flygtninge, når der er krig og borgerkrig; i den forbindelse har Danmark et særligt ansvar på grund af dets deltagelse i den ulovlige krig i Irak, et forhold der netop sætter de deporterede irakere i yderligere fare. Danmark er for tiden indklaget ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at have tvangsudsendt en afvist asylansøger, der i forvejen havde været tortureret. I Iran blev han igen udsat for tortur. Den sag drejer sig om en 18-årig ung mand, han blev grusomt tortureret i to år og holdt fængslet endnu et år. Han har i dag svære følger af torturen. Flere andre asylansøgere er udvist fra Danmark til tortur i årenes løb, og det samme risikerer de irakiske tvangsdeporterede asylansøgere nu; herudover risikerer de kidnapning, terror og etnisk og religiøs forfølgelse. Blandt tidligere frivilligt udrejste irakere er mindst 4 blevet kidnappet og mishandlet Med tvangsudsendelserne i går har Danmark taget endnu et skridt ud i umenneskeligheden. Vi opfordrer regeringen til at standse Danmarks overtrædelser af menneskerettighederne nu, og give irakerne asyl. Anne Nielsen, Formand for SOS mod Racisme, Danmark Birgitte Olesen, Næstformand for SOS mod Racisme, Danmark Pressekontakt: Anne Nielsen Tlf.: 51 90 71 66
Uddrag af de nævnte konventioner: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 3 Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1984) Artikel 2 2. Ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur. FN's konvention om flygtninges retsstilling (1951) Artikel 33.
SOS mod Racisme |