Artiklen er skrevet den 26. juni 2009
- og senest redigeret den 19. august 2009

 

Helin på 21 har tilbragt halvdelen af sit liv
i Danmark

Efter at have spildt flere år i lediggang fik Helin mulighed for at tage en privat uddannelse som frisør, og til september bliver hun færdig som kosmetolog. Men hun må ikke tage lønnet arbejde i Danmark, da hun er afvist asylansøger.

Helin og hendes fire søskende og deres forældre skal ifølge myndighederne tvangsudsendes til Mosul - selv om UNHCR henstiller, at man ikke tvangsudsender til den og fire andre irakiske provinser.

Siden den 13. maj 2009 og frem til den 18. august 2009 er mindst 87 mennesker blevet dræbt og mindst 412 såret ved bombeangreb i Mosul-provinsen. Læs mere

Af Bent Dahl Jensen

Helin Gargari bliver til september færdig med sin uddannelse som kosmetolog – hvis hun og hendes familie får lov at blive i Danmark så længe. Familien med mor, far og fem børn er blandt de afviste irakiske asylansøgere, der opholder sig i Danmark, fordi de ikke tør vende tilbage til deres hjemland – men som nu risikerer at blive sendt tilbage som følge af den aftale, den danske regering indgik med Irak den 13. maj i år.    

Helin kom til Danmark for over 10 år siden – i april 1999 – sammen med sine forældre og tre søskende. Hendes yngste søster, der bliver fem i år, er født i Danmark.    

Nu bor familien i en bolig i nærheden af Center Avnstrup ved Roskilde. Inden da havde familien boet i fire forskellige asyllejre – og de har to gange boet i Center Sandholm og Center Avnstrup.

Flygtede for snart 11 år siden
Familien flygtede fra Irak i slutningen af 1998, hvor de boede i en landsby i nærheden af Mosul i det centrale Irak.

Dengang var Helin 11 år. Hun husker ikke ret meget fra sin barndom.

- Jeg ved ikke, hvorfor min familie flygtede, men jeg kan huske, at politiet i tiden op til flugten ofte kom i vores hjem for at tjekke os, fortæller Helin. Familien er kurdere tilhører den sunnimuslimske retning inden for islam. Helins far er automekaniker. I fritiden spillede han musik, og han spillede tit, når kurdiske familier holdt fest – men dengang måtte kurderne ikke holde deres kurdiske fester. Familien flygtede, efter at Helins onkel blev dræbt.

Den næstældste af fem søskende
Helin har tre yngre søskende på fire et halvt år, 13 år og 16 år, og en storebror på 23 år.

Den yngste søster er født i Danmark, og hun går nu i dansk børnehave.

De to søskende på 13 og 16 år var tre og seks, da de kom til Danmark, og de har i mange år kun gået i Dansk Røde Kors’ skoler for asylbørn, hvor de har lært dansk, men ikke haft et fuldt pensum, der svarer til folkeskolens pensum. Søsteren på 13 år er for nylig begyndt at gå i 7. klasse i folkeskolen, og broderen på 16 år er for nylig begyndt i 9. klasse. 

- Mine søskende har mistet ti års skolegang, for de har kun lært dansk i Røde Kors-skolerne, siger Helin.

Storebroderen er i begyndelsen af 2009 begyndt på en privat frisørskole. Han har gået i Røde Kors’ centerskoler, men aldrig i folkeskolen. Han har ikke taget 9. klasses afgangseksamen, men han taler fint dansk.

Uddannet frisør
Helin kom i folkeskole i slutningen af 7. klassetrin. Hun gennemførte 8. klasse og var i gang med 9. klasse, da familien fik afslag på asyl i Danmark. På grund af afslaget blev skolegangen afbrudt.

To år senere genoptog hun undervisningen på 9. klassetrin på VUC.

Efter at have taget 9. klasse fortsatte Helin på teknisk skole, hvor hun begyndte på grundforløbet til teknisk tegner, men hun stoppede efter tre måneder, da uddannelsen indebærer, at hun skal ud i praktik, og som afvist asylansøger må hun ikke komme i praktik på en arbejdsplads. Hun gik herefter ledig i fem-seks måneder.

I december 2005 begyndte Helin på en privat frisørskole, hvor hun afsluttede sin eksamen i 2006. Det er en skole, hvor eleverne ikke kommer i praktik. Som afvist asylansøger må hun hverken arbejde eller være i lønnet praktik på en arbejdsplads. Derfor har hun heller ikke kunnet bruge sin uddannelse. Hun begyndte i september 2008 på en etårig uddannelse til kosmetolog – ligeledes på en privatskole, hvor uddannelsen foregår, uden at eleverne kommer i praktik. Hun bliver færdig med uddannelsen til september.

Afslag på genoptagelse af asylsag
Helins familie søgte – ligesom mange andre afviste irakiske asylansøgere – at få deres sag genoptaget ved Flygtningenævnet efter, at FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i december 2006 anbefalede at give irakiske asylansøgere fra det centrale og sydlige Irak asyl – eller en anden form for beskyttelse – og samtidig frarådede tvangsmæssige tilbagesendelser af irakiske asylansøgere til det centrale og sydlige Irak.

Men Flygtningenævnet afslog at genoptage deres sag.

- Vi fik at vide, at der ikke var grund til at genoptage sagen, da vi ikke er kristne. Det gjorde ondt at få den besked, for hvorfor skal der være forskel på kristne og muslimer? spørger Helin. Det er snart to år siden, familien fik afslag på at få sagen genoptaget.

Mange er flygtet på grund af borgerkrigen
Hvorfor er I ikke rejst tilbage til Irak?

- Vi tør ikke bo der efter borgerkrigen. Mange familier er flygtet på grund af borgerkrigen.

- Hvad skal vi rejse tilbage til? Mine søskende kan ikke tale deres eget modersmål.

- Det vil være svært at rejse tilbage, for jeg føler mig som dansk, siger Helin.

Hvad tænker du om fremtiden?

- Jeg håber, at vi får opholdstilladelse, så jeg kan bruge min uddannelse og arbejde her.

- Nu har de kristne fået opholdstilladelse, men hvorfor kan vi ikke også få opholdstilladelse? Vi har heller ikke noget at rejse tilbage til.

- Vi håber på, at vi får frihed. Vi havde ikke frihed i Irak, og vi har det heller ikke nu her i Danmark.

- Det er svært at forstå, hvorfor vi ikke kan få opholdstilladelse. Andre, der kommer hertil, får ophold efter seks måneder. Hvorfor kan vi ikke, når de kan?

To års lediggang
I de to år, hvor Helin ikke kunne gå i skole eller foretage sig andet arbejdsmæssigt eller uddannelsesmæssigt, brugte hun blandt andet tiden på at hjælpe sin mor, der dengang ved gravid med familiens yngste.

Familien har siden slutningen af 2008 været indkvarteret i en privatbolig i en by i nærheden af Roskilde, efter at familien havde boet ca. fire et halvt år i Center Avnstrup.

- Det har været dejligt at flytte ud i vores egen bolig, for nu har vi vores egne ting, siger Helin.

Faderen, der er omkring 40 år, er nu ved at tage 9. klasse på VUC. Moderen er hjemmegående.