Irakernes ophold handler om vilje

"Når der løbende er blevet justeret i kriterierne for at give humanitær opholdstilladelse til afviste asylansøgere, så kan det selvfølgelig også lade sig gøre i dag," skriver journalist Bent Dahl Jensen i et debatindlæg i Berlingske Tidende den 26. august 2009. Bent Dahl Jensen er medlem af bestyrelsen for "Foreningen til støtte for afviste irakiske asylansøgere". Nedenfor bringes debatindlægget i sin helhed.

Kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) skriver i en kronik i Berlingske Tidende den 15. august 2009, at der ikke vil ”blive givet humanitære tilladelser i strid med loven” til afviste irakiske asylansøgere.
     Det er klar tale fra ministerens side. Selvfølgelig skal hun ikke handle i strid med loven. Det er heller ikke det, der er anliggendet i sagen om de afviste irakiske asylansøgere.
     Anliggendet er derimod, at Danmark tilrettelægger sin flygtningepolitik, så vi følger FN’s Flygtningehøjkommissariats (UNHCR) henstillinger om ikke at sende afviste asylansøgere tilbage til usikre områder. Et synspunkt, der ifølge en ny undersøgelse deles af 67,7 procent af den danske befolkning – også af et flertal for Venstres og de konservatives vælgere.

Birthe Rønn Hornbech skriver i kronikken, at praksis har ændret sig, siden bestemmelsen om humanitær opholdstilladelse kom ind i udlændingeloven i 1985, og hun henviser til et notat, hvor man kan læse mere om praksis på området.
     Det nugældende notat er fra den 2. september 2008 – og altså udfærdiget med Birthe Rønn Hornbech i ministerstolen. Det fremgår af dette notat, at kriterierne for at give humanitær opholdstilladelse er blevet ændret flere gange siden 1985. I nogle tilfælde er praksis blevet lempet, i andre tilfælde er der strammet op i praksis.
     Når man sammenligner 2008-notatet med tidligere notater fra 2006 og 2007, kan man se, at der også er foretaget ændringer i Birthe Rønn Hornbechs ministertid.

I notatet fra den 6. april 2006 kan man også læse, at den daværende minister i januar 2004 ændrede kriterierne for at give humanitær opholdstilladelse til bestemte grupper af afghanske statsborgere – og at det skete på baggrund af en rapport fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).
     Men når man dengang kunne ændring i praksis med henvisning til en rapport fra UNHCR, og når der løbende er blevet justeret i kriterierne for at give humanitær opholdstilladelse til afviste asylansøgere, så kan det selvfølgelig også lade sig gøre i dag.  
     En ændring skal selvfølgelig ikke gennemføres uden om Folketinget – det er de andre heller ikke blevet. Men det er muligt for Birthe Rønn Hornbech at ændre praksis – hvis hun vil – eller på anden vis sørge for, at afviste irakiske asylansøgere får den beskyttelse, som UNHCR anbefaler.
     Men sagens kerne er netop, at viljen mangler. Så sig dog ligeud, at regeringen ikke vil følge UNHCR’s anbefalinger om ikke at sende afviste asylansøgere tilbage til usikre områder.

 

Læs mere

> Notat fra den 2. september 2008 om Integrationsministeriets praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

> Notat fra den 6. april 2006 om Integrationsministeriets praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

> Amnesty International opfordrer til at give afviste irakiske asylansøgere humanitær opholdstilladelse

> Birthe Rønn Hornbechs kronik i Berlingske Tidende den 15. august 2009